Der var engang en pige
Som havde ingen ar
Hun blev så hurtigt voksen
Og var slet ikke klar
Hun var slet ikke forberedt
På livets fæle ting
Og havde ingen anelse
Om smertens onde ring
Hun kæmpede sig gennem
Hver dag i mange år
Hun gjorde hvad hun kunne
For at læge sine sår
Men trods de mange smerter
Hun bar i kroppen sin
Opholdte hun facaden
Så hun så ud som fin
Hun fik sig nogle venner
Men træk de korte strå
Hun løj for sin familie
For at hverdagen ku' gå
Men ingen så igennem
Hendes maske som var tyk
Og hun tog alle slagene
Usynligt på sin ryg
De kærester hun mødte
Var skidt for hendes liv
Der var kun denne ene
Hun ville vær' hans viv
Men hun er dog alene
Endnu til denne dag
Med ondt i krop og psyke
Fra alle tidens slag
Af mange blev hun misbrugt
Og gjort så frygt'lig ondt
Det blev til flere løgne
Som hun da slæbte rundt
Skyldfølelsen blev større
Samt hadet til sig selv
Så kærlighed til selvet
Blev til en kæmpe gæld
De fyrer satte mærker
På krop og sind i flæng
Hun følte frygt fra morgen
Til når hun gik i seng
Hun skar sig selv i armen
Og drak det stærke sprut
Hun ønskede at smerten
Snart ville være slut
Men selvmord var dog aldrig
En mulighed der var
Hun sagde hun var lyk'lig
Det var det nemme svar
Med al den svie og smerte
Er tillid blevet svært
Så ikke bare at stole
Er noget hun har lært
Nu lever hun med traumer
Fra smerter dagen lang
Hun kæmper gennem livet
Og skriver denne sang
Nu prøver hun at lære
At passe på sig selv
Og blive helt sin egen
Forhåbentlig med held
Der var engang en pige
Som nu er fyldt med ar
Nu lever hun som voksen
Med alt det som der var
Nu prøver hun at undgå
Alle livets fæle ting
Og på at gøre ende
På smertens onde ring